I mine 14 år som underviser på Vestermarkskolen i Odder har jeg altid forsøgt at arbejde med, at eleverne skal være aktive og skabende i timerne. I januar 2012 fik alle elever, lærere og pædagoger i Odder Kommune iPads – hvilket betød, at jeg i høj grad kunne arbejde og videreudvikle undervisningen med dette didaktiske fokus, som altid har været vigtigt for mig: Eleven som aktiv producent!

Jeg har i dag genlæst noget af bogen “Didaktisk Design & Digitale Læreprocesser” af Birgitte Holm Sørensen og Karin Levinsen (Akademisk Forlag, 2014). Jeg har lyst til at fremhæve et par citater fra denne bog, som netop understøtter mit didaktiske fokus:

Skolen har traditionelt været verbalorienteret, men når flere modaliteter indgår, så lægger det op til, at skolen rummer andre former for begrebsforståelser og videnudvikling end blot verbalsproglige.” (Holm Sørensen & Levinsen 2014:134)

I produktionsprocessen opbygger og strukturerer eleverne deres produktioner, hvor de arbejder med modaliteter som æstetiske udtryk og som kommunikationsmidler. Her udvikler de kompetencer i at kunne vurdere, hvilke modaliteter der bedst muligt præsenterer et givet indhold i forhold til, hvad de vil formidle, og i forhold til modtageren.” (Holm Sørensen & Levinsen 2014:135)

Når eleven er aktiv og producerende, udvikler eleverne de kompetencer, som fremhæves som vigtige i det 21. århundrede: kritisk og problemløsende tænkning, kreative og innovative kompetencer samt kompetencer indenfor kommunikation og kollaboration. Underviserens vigtigste opgave, som jeg ser det, er at stilladsere processen for den enkelte elev.

Så kære undervisere: giv slip, lad eleverne folde sig ud, mens I hjælper med at bygge stilladset for dem – lad dem være skabende, aktive og producerende. Og lad dem bruge alverdens modaliteter til det. Dét er med til at skabe dygtige og dannede mennesker i det 21. århundrede.

Birgitte Holm Sørensen & Karin Levinsen: Didaktisk Design og Digitale Læreprocesser (Akademisk Forlag, 2014)
Birgitte Holm Sørensen & Karin Levinsen: Didaktisk Design og Digitale Læreprocesser (Akademisk Forlag, 2014)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.